PLANTASI – botaniske kunstudtryk

 

Åpningstale for utstillingen "Plantasi" sammen med Marianne Rønnow, Kirsten Kjærs Museum, Frøstrup 2012

 

Åbningstale 1. september 2012

 

Kære gæster og venner, kære Harald og John, kære Marianne og Barbro.

 

Omgivet af sensommerens rige natur her i Langvad føles det rigtigt at åbne en udstilling, hvis udgangspunkt er natur og botanik.

 

At Kirsten Kjærs Museum danner rammen om Barbro og Mariannes udstilling ligger i smuk forlængelse af Kirsten Kjærs egne blomstermalerier, som vi møder dem i de tilliggende udstillingsrum. Kirsten Kjær malede blomster som vi ser dem i rokokoens billeder, vægtæpper og duge: Afplukkede blomster ligger strøet på en hvid baggrund, - lyse og skære i kompositionen vidner Kirsten Kjærs blomstermalerier om en renfærdig og uskrømtet glæde ved blomster, ved deres sarte form og stærke farver. – En glæde, vi alle deler!

 

Der er sket meget i kunstverden, siden Kirsten Kjær malede sine blomsterbilleder, - og dog er blomsterne de samme. Med titlen, PLANTASI, har Barbro og Marianne skabt et kunstord, - dejligt i klangen og med henvisninger til både planter og fantasi. Og med fantasien og botanikken som fællesnævnere har de kastet sig ud i et projekt, som jeg i denne åbningstale vil forsøge at give nogle overvejelser med på vejen. Jeg har, i mine forberedelser, haft stor glæde af at strejfe om i botanikkens historie og metoder, og min udfordring har været ikke at glemme det helt overordnede: Det kunstneriske blik.

 

Marianne og Barbro siger det jo selv i udstillingens undertitel: ”Botaniske kunstudtryk”. Der gemmer sig en dobbelttydning her, som Barbro gjorde mig opmærksom på ved at henvise til en ordbog for gartnere og botanikere, fra 1940’erne (hendes fars). I min egen flora, fra slutningen af 1960’erne, står der: ”At beskrive plantearter på en begrænset plads kræver korthed og nøjagtighed i udtrykkene, og hertil tjener det i tidens løb udformede system af botaniske kunstudtryk. Nogle af udtrykkene er ikke mere kunstige end at de umiddelbart forstås, men kan dog have en mere indskrænket betydning end i daglig tale, og andre er så fremmedartede, at de slet intet siger direkte. En oversigt over kunstordene må derfor findes i enhver flora”.

 

Med andre ord er de såkaldte botaniske kunstudtryk ”opfundne” ord for planternes vigtigste egenskaber og særtræk; nu om dage taler man ikke længere om botaniske kunstudtryk, men om botanisk formlære. Formlæren er grundlæggende for korrekt brug af fagudtryk (kunstsprog) som eksempelvis: Rod, stængel, blad, blomst og blomsterstand, frugt, frø, hårklædning, farve, højde, blomstring og varighed. Der er en stor, stor glæde ved at finde et videnskabeligt, konkret ord, som udover sin egen betydning rammer netop det, der optager en selv, - men fra ny vinkel: Som nu betegnelsen ”Botaniske kunstudtryk”. Det er jo ikke som botanikere, men som kunstnere, Marianne og Barbro i en tæt og givende dialog med hinanden har skabt denne udstilling: JA, om botanik, men botanikken som et grundlag for kunstneriske udsagn og kunstnerisk stillingtagen.

 

Enhver videnskabelig metode forudsætter en præcis iagttagelsesevne. Med botanikkens nøje iagttagelse af de mindste detaljer i planternes former og vækstbetingelser uddybes vores undren over deres forskellighed og skønhed. Kunstneren har det samme skarpe øje som botanikeren for hver en detalje og for denne detaljes betydning for helheden og for de valg, der træffes. Lad mig nævne et par eksempler på valgene i denne udstilling.

 

For det første vil jeg nævne dét, der normalt er en neutral baggrund, men som her er en aktiv medspiller i kunstudtrykkene: Papiret! Det kraftige fotopapir, det sarteste silkepapir, det selvudslettende indpakningspapir, det stærke håndgjorte papir, det stive foldede papir, rispapiret, akvarelpapiret, bogpapiret, brevpapiret, --- vi møder to kunstnere, som arbejder utrolig bevidst, mangfoldigt og præcist med papiret som grund for blomster- og plantemotiver og – ikke at forglemme – for udstillingens helhedskomposition.

 

Og selvfølgelig er det blomstermotiverne, der fanger vores opmærksomhed, fra gengivelserne af de tørrede blomster, fæstnet skeletagtigt på herbariets sider til fotografiske og malede gengivelser af blomsterkroner og frugtstande. Gnidebillederne, - eller frottagerne, som nogle foretrækker at kalde dem, - er vidt forskellige. Nogle er gråsarte skyggebilleder af herbariernes rigdomme, andre er kulsort drama fra bregneskovens jungle.

 

Og så er der de sære alge-tegninger, hvor blomsterkroner dukker op som lav-agtige formationer og pirrer sanserne. Jeg læste i min flora at farven grøn IKKE er en farve, når blomsterfarverne skal bestemmes; i alge-tegningerne giver det mening, for det er ikke en farve, det er en substans, som står man overfor planter, der har groet og været til og nu er ved at forsvinde.

 

Jeg har omtalt udstillingens kunstudtryk samlet indtil nu; men der er forskelle imellem de to kunstnere, som også er værd at bemærke. I nat - i en drøm - fik jeg en parallelfølelse til udstillingens to kunstgreb: Vi lærte allerede på 1. semester i kunsthistorie, at i renæssancens Firenze dyrkede man linjen, mens man i Venedig dyrkede farven. Og det er lige hvad der sker på denne udstilling og hvad der giver den så smuk en spænding: Barbro arbejder med florentinsk omhu med linjen, med planet, med gråtonerne, med skraveringen og med konturen – mens Marianne arbejder veneziansk- dramatisk med farven og rumdybden.

 

Udstillingen får også fylde, når Marianne i maleriet og Barbro i skulpturen går helt ind i kunstværkets klassiske udtryk og præmisser, i kunstneriske tolkninger af blomsterstande og frøformer. Men det er i fastholdelsen af de botaniske kunstudtryk, at udstillingen bliver unik:

 

Barbros sarte plantetegninger hviler i traditionen fra 1600- og 1700-tallets store botaniske opslagsværker og pragtbøger, de lægger sig i forlængelse af den botaniske videnskabelige tradition og de skaber nærvær ved at fastholde oplevelsen af tidsdimensionen: Det levende, det døde, det fastholdte og det erindrede.

 

Mariannes værker kan siges at relatere til surrealismens fotografier og close-ups af roser og bregner, Irving Penn og Man Ray for at nævne et par stykker. Løsrevet fra stilk og jordbund lever de store blomsterhoveder et liv i ”splendid isolation”. De er blodrige, smukke og farlige, de indfanger øjeblikkets blomstring og øjeblikkets visnen – ikke som et vemodigt tidstab, men med øjeblikkets intensitet.

 

Jeg kan ikke sige det bedre end Marianne og Barbro selv, der begge giver udtryk for at de ikke dyrker de botaniske motiver ”for forskønnelsens skyld, men som en kraft”, og at ”blomster og planter, såvel som al anden natur, fortæller kontinuerligt mennesket om det sted, det dybest set befinder sig.” Sådan favner udstillingen UD over sig selv, HEN til os og vores fælles OMverden.

 

Den dag i dag, når vi samler og bestemmer blomster, bør vi holde os til de globale fællesbetegnelser som ”familie”, ”slægt”, ”art” og ”varietet” – og præcisere med ”lokalitet” og ”findernavn”, hvis blomsten sættes i et herbarium. For så kan vi fastholde noget, der på én gang er mindre og større end os selv.

 

Med lokaliteten Kirsten Kjærs Museum og med kunstnernavnene Barbro Raen Thomassen og Marianne Rønnow er det en stor glæde nu at kunne erklære udstillingen ”PLANTASI – botaniske kunstudtryk” for åben!

 

Nina Hobolth, seniorforsker mag.art

TIL BILDER »